de sidste par dage

Jeg har virkelig følt mig nedtryg og virkelig "udsat" på kanten den senere tid, jeg har det elendig med mig selv, med mit liv. De mørke tanker fylder min dag, jeg prøver at kæmpe, men jeg er bange.. bange for at jeg finder mig selv i et sort hul igen.
det værste er at når frygten og nervøsiteten tag sig tag i mig, så spiser jeg, og jeg spiser.. min krop er ikke på min side mere, den er begyndt at sige hårdt fra, må måder der gør mig endnu mere bange, jeg bør nok gå til lægen, med trykken for brystet eller dunkende hovedpine, men jeg gør det ikke, lige ledes jeg ikke kan overholde en ganske almindelig aftale for øjeblikket..

men det bliver være de næste par dage, jeg har ingen kontant hjælp fået. det er gerne sådan med mig at når jeg får penge og der ingen problemer er kan jeg lyse lidt op.. men jeg ved ikke hvordan jeg skal komme igennem den her måned uden at knække nakken eller gøre noget total dumt..
jeg har selvfølgelig min alt for "gode" mormor der altid kan finde en løsning uanset for sort det ser ud, og mine forældres støtte.. men hvor længe kan jeg hænge på dem??
når jeg har det dårligt har jeg før i tiden kunne snakke med mine forældre om det eller i det mindste skrive det til dem, men det vil jeg ikke tillade mig selv denne gang, de har problemer nok i forvejen de skal ikke også hænge på mine problemer.

Der var en ting som gik op for mig for nogle dage siden, jeg kan endnu ikke sige om jeg vil gøre noget mod det eller hvordan det vil påvirke mig, men jeg lyver ikke kun for andre men også for mig selv, jeg har endnu ikke haft en samtale med min mentor fra jobcenteret uden at lyve.. i en lang periode har jeg fortalt at jeg har gået til psykolog og det har hjulpet, fordi jeg ikke viste hvordan jeg skulle forklare folk at jeg har gået hjemme i næsten to år, og ikke har gjort noget ved mit liv fordi jeg ikke har kunne overskue de psykiske problemer jeg har.

Jeg har udvekslet mig meget siden jeg forlod / blev smidt ud af kommunens anbringelse, jeg har udviklet mig socialt og tanke messig. men der er også mange ting som jeg ikke har kæmpet med og det er nok derfor jeg ikke længer spørg efter hjælp eller ikke vil havde hjælp, med mine problemer.
Jeg ved jo godt at jeg nok skulle starte til psykolog eller finde hjælpen et andet sted, jeg har ikke tiltro at jeg kommer igennem en uddannelse eller kan holde på et job før jeg får hjælp. men at sige det højt og indse at jeg lyver for mig selv er svært.. og jeg har aldrig fortalt nogen om det, hele mit liv har været en balance mellem løgne som er ved at blive for meget for mig.

Når vi nu er ved det kan jeg lige så godt fortælle jer at jeg gjorde noget rigtig dumt da jeg gik i seng i går morges ved 6 tiden, jeg tog alt for mange piller. jeg vil ikke forsvare det med at "jeg viste ikke hvad jeg lavet" jeg viste udmærket pillernes effekt men tog dem alligevel. selv om jeg ikke har fysiske smerter så tanken om at kunne tage en pille og få det bedre, er mere fristende end tanken om at ligge søvnløs med sorte tanker der hurtig kan føre en til være ting. 

 Jeg skrev en ting da jeg lå og ventet på pillerne ville sparke ind og få mig til at sove;
Den dybe tanke om selvmord kan ikke læses eller høres den skal forstås
Vis du skær dig selv eller råber selvmord så er der meget lidt 
chance for at du gør det lige meget hvordan personer reagere
Det er stilheden folk skal være bange for det er den der giver 
sorte tanker og idéer der kan føre farlige ting med sig. 
Det ved jeg fordi jeg har været der og jeg er her igen. 
Jeg må sige at sådan noget hurtigt kan få folk til at trykke på alarm knappen, men det er ikke første eller sidste gang jeg skriver sådan noget, det er sådan nogle ting jeg skriver når jeg er i dårligt humør eller trænger til at få nogle tanker ud. om jeg vil begå selvmord, kan jeg sige Nej til. det er ikke svaret for mig, men har jeg overvejet det ja selvfølgelig har jeg det. både før og nu. og det er da nok hælder ikke sidste gang jeg skriver om det eller tænker på det.