Mere end bare venner [Novelle]

Mere end bare venner

Vi har været venner så langt tilbage jeg kan huske. Men sidste sommer, gik det op for mig hvor meget jeg elsker ham. Jeg tør ikke gøre noget ved det i frygt for at miste ham helt. Men af stå her og se ham slå sig løs på danse gulvet med glubske kvinder omkring sig, slå mig langsomt ihjel. Han lyse hår og veltrænet figur for ham til at se utrolig hot ud.
Med et slog musikken over i nogle rolige blide toner og han begyndte at danse tæt med den ene af kvinderne, men i det musikken igen begyndte af hæve tempoet forsvandt han med kvinden i hælende og vendte først tilbage 20 minutter senere.
Det var ikke en spor gåde hvad han fortog sig, for han fortalte mig altid alle detaljerne på vej hjem til den lejlighed vi delte sammen, og den her aften var ikke anderledes end ellers.

Da vi begav os hjem et sted efter midnat, pludret han løs som altid.

Pludselig stoppet han og gloret vredt på mig, ”du høre jo ikke hvad jeg siger David!” jeg stoppet op og så på ham, i det øjeblik overvejret jeg at fortælle ham at jeg elsket ham.

”undskyld, Leon jeg er bare træt!” sagde jeg i stedet. Leon smilte skævt til mig, og lagde hans hånd på min skuldre. ”lad os komme hjem og i seng” sagde han før han gik vider. Jeg sukket lydløs og fulgte efter ham, hvorfor havde jeg ikke modet til at fortælle ham det?

”Hvorfor gør du det vær gang vi er ude?” spurte jeg, David stoppet brat, og vendte sig mod mig, ”Hvad mener du?” spurte Leon og så spørgende på ham. ”Jeg mener bare hvorfor gider du at..” begyndte jeg, men kunne ikke færdig gøre min sætning. Leon måtte havde forstået hvor jeg ville hen med mit spørgsmål for han afsluttet min sætning ”knalde kvinde efter kvinde?” jeg nikket lidt utilpas. ”Hvorfor spørg du?.. du vil måske også havde nogle af dem?” spurte han drilsk efter en kort pause. ”Nej det er ikke derfor jeg spørg” svaret jeg lidt tøvende. Jeg havde bevæget mig ind på usikker grund, med mine spørgsmål.

”det ved-kommer da ikke dig!” svaret Leon vredt. Jeg kunne mærke min egen usikkerhed og vrede stige op i min krop som en eksplosion, og før jeg nået at tænke mig om fik jeg sagt ”hvad har du og bevise, jeg ved du kan få én vær du vil havde” Leon så først forvirret ud, men så blev han også lige så vred som jeg følte mig, ”Hvad fanden ragere det dig, ved jeg er sammen med!?” jeg så det ikke komme, men pludselig høre jeg mine læber sige ordende ”fordi jeg elsker dig!” Leon så overrasket på mig, men smilte så ”du ved da at jeg altid har set dig som en bror” sagde han. Jeg var stadig vred, og det hjalp ikke spor da Leon lade sin hånd på min skuldre. ”lad os gå hjem!” sagde Leon, og vendte ryggen til mig. ”NEJ!” udbrød jeg og blev overrasket over hvor vred jeg var. Leon vendte sig uforstående mod mig. ”Jeg elsker dig” sagde jeg med tryk på værd ord, så han ikke kunne misforstår det den her gang. Leon stod med let åben mund, og så på ham. Og til min egen frygt kunne jeg mærke mine tåre løbe ned af mine kinder. Jeg tog et skidt mod Leon, men i det samme gik han et skidt tilbage, uden at fjerne øjende fra mig. Det føltes som flere knive der gennemboret mit hjerte. Uden at se mig tilbage drejet jeg om på hælen og hastet væk fra Leon der blev stående. Jeg ønsket bare at komme væk, væk fra Leons overrasket ansigt. Jeg lukket øjende et øjeblik for at få synet væk af ham.

Pludselig forsvandt jorden under mig, og jeg faldt ned af trapperne, jeg var gået mod parken, men var kommet til at overse trappen ned til pladsen ved vandfaldet. Jeg ramte beton jorden for enden af trappen, med et hårdt bump der slog alt luften ud af mig. Jeg blev liggende, og mærkede kulden fra jorden trænge gennem min tynde skjorte og helt ind i min brystkasse. Jeg ved ikke hvor længe jeg blev liggende der på jorden på da jeg hæv mig op at side, smertes mine ribben så meget af jeg tabte luften, og måtte side stille et øjeblik i det smerten fik det til at sortnede for mine øjende.

Jeg kæmpet mig på benene igen. Med stor besvær begav jeg mig hjem ad. Men smerten i min brystkasse og min ankel gjorde det ikke nemt for mig, at bevæge mig. Jeg måtte stoppe flere gange for at få pusten.

Da jeg nået frem til gaden hvor jeg boet, var jeg så udmattet at jeg måtte læne mig op af det træ der stod på hjørnet, men det sortnede så meget for mine øjende af jeg knap kunne se noget, så jeg sank ned på jorden og sad op af træet. Pludselig hørte jeg Leons stemme kalde på mig, men jeg var så langt fra min krop af jeg hverken kunne se, føle eller høre hvad der skete omkring mig. Det næste jeg husker er sløret billeder af Leons bekymrende ansigt, og nogle personer i hvide kitler jeg ikke kendte. Jeg forsøgte at spørge Leon hvorfor han var så bekymrede, men mine læber kunne ikke formulere mine ord rigtig, så det lød blot en som mumlende. Men det måtte havde fanget den ene af de hvide kitlers opmærksomhed, for en kvinde bøjet sig let over mig og sagde ”Mr McStir, kan du fortælle os hvad der er sket med dig?” jeg vendte hovedet i forsøg på at se Leon igen, men han var ingen steder at se, kvinden spurte igen om jeg kunne huske hvad der var sket, men mit hoved ville ikke rigtig fungere. Jeg følte mig bange, og ville bare være i nærheden af Leon.

Leon hvor var du? Jeg forsøgte at rejse mig, men de hvide kitler hold mig nede, det gjorde mig endnu mere bange. Jeg forsøgte at kalde på Leon, men ordene blev til nogle underlige lyde, pludselig stod Leon ved min side, han så bekymrede på mig, mens kvinden sagde noget til ham som jeg ikke forstod. Men Leon nikket bare og lagde sin hånd på mit hovedet, ”David, kan du fortælle mig hvad der er sket?” hans ord gav ingen mening for mig, og smerten i brystkassen fik endnu engang min øjende til at sortnede, Leon måtte have lagt mærke til det for han lagde begge sine hænder omkring mit hovedet og spurte langsomt ”Hvordan er du kommet til skade?” hans ord trange langsomt ind. Jeg fik frem stammet ”faldt.. trappe” før alting igen blev sort.

Da jeg næste gang åbner mine øjende, befandt jeg mig i et hvidt rum, kun oplyst af en enkel lampe i det ene hjørne, der var maskiner på værd side af den seng jeg lå i, det gik op for mig at jeg måtte være på hospitalet, men hvorfor? Jeg forsøgte at sætte mig op i senge, men med et jog et smerte helved igennem hele min krop, og det sortnede endnu engang for min øjende. Da jeg kunne se og høre noget igen, stod den kvinde fra før ved min side og lagde sine arme på min skuldre mens hun smilte overbærende. Jeg sank ned i sengen igen. ”Mr McStir, kan du huske noget fra før du besvimet?” spurte hun, mens hun undersøgte mig. Jeg forsøgte at tænke tilbage på hvad der var sket. ”jeg skændtes med Leon, ville bare væk... jeg så ikke trappen, faldt ned af den” forklaret jeg, mens jeg forsøgte at trækkevejret mindre besværligt. Sygeplejsken nikket genkendeligt, og smilte venligt til mig. ”du har brækket to ribben og forstuvet din ankel, men alt i alt er det heldig sluppet” forklaret kvinden. ”du havde nogle indre blødninger, og blev opereret for dem, men du skal nok komme dig hurtigt” tilføjet hun med et smil.

Da hun forlod rummet, stod Leon i døren. ”hej!” sagde han efter en rum stilhed mellem dem, ”hej” svaret jeg, men følte det ret akavet mellem os, vores skænderi stod stadig helt klart i min hukommelse. ”Jeg har snakket med dine forældre, de kommer i morgen” sagde Leon lidt genert. ”tak” svaret jeg kort for hovedet. ”undskyld, jeg var sådan en nar!” udbrød Leon, i det han kom ind og satte sig i stolen ved siden af mig. ”jeg skulle ikke havde kommet sådan ud over dig” svaret jeg og fortrød at jeg havde fortalt Leon at jeg elsket ham. ”vis det er sådan du føler, skal du ikke undskylde det.. jeg har været for tyk hoved til at se det.. og jeg forstå nu at jeg har såret dig gang på gang...” udbrød Leon, mens han snublet let over ordene. Jeg viste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre jeg lå bare på sengen og så på ham. ”kan du tilgive mig?” spurte han og pustet ud. ”ja selvfølgelig, du er min bedste ven!” svaret jeg, og lukket øjende et øjeblik, det havde gjort mere ond at indse at vi kun var venner og ikke mere end det. Pludselig mærket jeg Leons hånd på siden at mit hoved, jeg ture ikke åbnede mine øjende. ”da jeg så dig synke sammen ved det træ, blev jeg så bange.. ” begyndte Leon, Jeg åbnet øjende og så lige ind i Leons øjende ”for tanken om at miste dig, gjorde mig så bange, at jeg indså hvor meget jeg også elsker dig.. og altid har gjort det” sluttet Leon. Hvor efter vores læber mødtes.

Af Fie Berdin – okt. 2013

Pistoler & Kærlighed [Novelle]

Pistoler & Kærlighed

"Det var jo ikke det jeg sagde" udbrød Marcus, efter fulgt af et grin. "Men det var din kones opfattelse af det" forklaret Michael og grinte af Marcus opfattelse. "14-10, Alka Street 46, lejlighed 4" skrattet radioen. Med et tog Michael radioen i det samme Marcus spurte "Er det ikke.." Men han nået ikke at spøge om mere før Michael kaldt over radioen "Ditche back; vær venlig at gentage adressen!" Marcus havde ikke behøvet et svar fra Michael han ansigtsudtryk havde fortalt ham alt hvad han ville vide så han vendte øjeblikkelig politibilen og satte hurtig i retningen af adressen.

"Adressen er; Alka Street 46, lejlighed 4." Svaret Ditche back, "Ditche back, vi tage den, da vi kender personen" svaret Michael. "10-4, Officer Taylor og Fins er på stedet jeg giver dem besked" svaret Ditche back. Da de nået frem, var den første Michael fik øje på en lyshåret kvinde der stod og græd mens hun knuget sine hænder, han gik hen til hende. Men i det kvinden så ham løb hun direkte ind i hans arme..

"Daisy, hvorfor gør han det her?" Spurte Michael og holdt hende ud for sig så han ku se hende i øjende. "Jeg ved det ikke han har ikke ville snakke med mig i..." Svaret Daisy men Michael afbrød hende og afsluttet hendes sætning "To måneder" Daisy så overrasket på ham mens hun nikket.

"Fins!" Råbte Marcus der havde stået lige bag Michael. Fins kom hen til dem, i det Daisy gik væk fra dem. "Hvordan ser det ud der oppe?" Spurte Marcus mens de gik hen til opgangen der førte op til lejligheden. "Naboen hørte et skud omkring 16:40, da vi kom 16:47, hørte vi endnu et skud.." Forklaret Fins. "Hvad er jeres strategi nu?" Spurte Marcus

"Han sider i stuen med pistoler rettet mod hans hoved, Taylor er der oppe, vi prøver at afholde ham fra at skyde hoved af sig selv ind til der kommer en forhandler" afsluttet Fins i det samme de kom op til lejligheden.

"Taylor det her er Marcus og Michael" forklaret Fins lavt. Taylor bakket lidt væk fra døren, og hilste på dem. ”Han virker rolig lige nu!” forklaret Taylor lavt, i det Michael gøre mine til at nærme sig den åbne dør ind til lejlighed nummer 4.

”Han hedder Antony” tilføjet Fins i det Michael nået helt hen til døråbning, ”det ved han godt” forklaret Marcus i det Fins skulle til at gentage sig selv. Både Tylar og Fins kigget undrende på på Marcus, der var jo ingen af dem der havde nævnt hans navn før.

”Tony!” kaldte Michael ind i den åbnede lejlighed, der var først en rummende stilhed, før en grødet stemme spurte undrende ”Michael?”.. Michael smilte lidt for sig selv og svaret så ”Ja Tony det er Michael”.

”hvad siger du til at ligge pistolen og komme ud for at snakke med mig?” spurte Michael. ”du er velkommen til at komme her ind!” svaret Anthony efter en kort stilhed. Michael gik ud til Tylar, Fins og Marcus der stod i opgangen og fulgte med. ”Fins få fat i Mrs Jaculin, hendes adresse er Tinkstreet 32” forklaret Michael lavt mens han først tog sin egen pistol op af dens hylster og rakte den til Marcus før han tog sin vest, radio og pistol hylster af.

”hvad har du tænkt dig at gøre?” spurte Tylar, i det han dog imod hans vest, radio og pistol hylster. ”Snakke med ham” svaret Michael.

”skal du ikke havde vest på?” spurte Tylar og rakte hans vest ud mod ham, Michael rystet på hovedet og så Marcus ind i øjende. ”Selv vis han skyder mig, så lad vær med at tage hans liv, det har han ikke fortjent” Marcus så alvorlig på ham, men nikket til svar. Tylar og Fins så vantro på ham, men Michael vente sig blot om mod døren og gik ind i lejligheden, før han skulle til at gå ind i stuen sagde han højt ”Tony jeg kommer ind nu!” i det han gik ind i stuen så han Marcus liste ind i gangen.

Inde i stuen sad Anthony i den ene lænestol, og havde rettet sin lille kaliber 45 mod sit eget hovedet. ”Tony vil du ikke godt sænke din pistol så vi kan snakke sammen?” uden at svare lod Anthony sin arm synke ned på armlænet så pistol kom til at pege mod gulvet, Michael tænke for sig selv af ifølge tekst bogen, ville hans mål være at få pistolen fra Anthony, men Michael viste at selv om han i normale omstændigheder ville havde gjort var det ikke noget han vil gøre over for Anthony.”hvorfor vil du pludselig blæse dit eget hovedet af?” spurte Michael, og så på Anthony, der ikke ville lade ham få øjenkontakt med ham. ”Hvad ved kommer det dig?” spurte Anthony, og for første gang i den tid han havde kendt ham, kunne han høre et undertrykt had i hans stemme. ”fordi min bedste ven forsøger at blæse sit eget hoved af” svaret han brysk uden at afsløre at han havde lagt mærke til Anthonys vrede. ”Ven!?” udbrød Anthony sarkastisk og så Michael vredt ind i øjende. Mens han i det samme affyret endnu én skud fra sin pistol som stadig var vendt lige ned i gulvet, Michael rørte sin ikke ud af stedet eller fjernet sin øjenkontakt med Anthony. ”Alt okay!” råbte han ud til Marcus der stod i gangen med sin pistol klar, og Taylor der stod ude i opgangen også med sin pistol klar.

”lig den pistol fra dig og gå ned til Daisy, hun står og er helt græde færdig!” udbrød Michael, da Anthony så væk igen. ”Michael gå din vej så jeg kan blæse mit hoved af” sagde Anthony træt, og rettet pistol mod hans hoved igen. ”nej Tony jeg bliver her til du ligger den pistol fra dig” svaret Michael og gik et skidt tætter på Anthony. ”hvad betyder det for dig.. du har jo Julie!” udbrød Anthony, Michael lagde mærke til en tåre der løb hurtigt ned over Anthony ene kind, og det gik op for ham at han var skyld i af Anthony sad her i dag. Det gjorde ondt dybt inde i ham. ”ja men det betyder ikke at vi kan forblive venner” svaret Michael og tog endnu en lille skidt hen mod ham.

”Jeg husker den dag du fortalt mig, at du ville fri til hende. Jeg blev så vred på dig og råbte ting jeg ikke burde, men mest af alt så følte jeg det som om du havde ødelagt mig..” fortalte Anthony, men en trist grødet stemme. Efter en kort pause forsatte han ”jeg gav dig mit hjerte i hånden, og du valgte at kvæle det med alt din kræft. Bare fordi du ikke kan fortælle dine venner og familie sandheden” i det Michael ikke sagde et ord, så Anthony op på ham, og til hans egen overraskelse kunne han mærke et par tåre forlade hans øjenkrog, ”Jeg er virkelig ked af at jeg ødelagde dig, men vis du trykker af nu kommer jeg aldrig til at kunne gøre det op for dig” svaret Michael efter at havde rømmet sig.

”du skal giftes så du kan aldrig gøre det op for mig” udbrød Anthony vred og trykket mundingen af sin pistol hård ind mod sit hoved. ”jeg kunne ikke fri til Julie!” svaret Michael irriteret mens han forsøgte at undertrykke sin håndløshed. ”hvorfor ikke?” spurte Anthony overrasket og så ham ind i øjende, og nu kunne Michael ikke hold sin tåre tilbage længer, ”fordi jeg indså at..” forsøgte Michael, men måtte stoppe op og trække vejret dybt før han forsatte fordi det er dig jeg elsker!” Anthony så først så overrasket på han, at han helt glemte sin pistol og derved igen vente den mod gulvet et kort øjeblik før han ansigtsudtryk forvandlet sig til vrede og han igen rettet sin pistol mod sit hoved. ”du var glad sammen med Julie.. så jeg tror ikke på dig!” udbrød Anthony.

”den eneste grund til at jeg var sammen med Julie, var frygten for hvad min familie og venner ville sige og tænke om mig.. Men jeg har fundet ud af at det ikke er værd at leve vis man ikke kan elske den person man elsker!” forsvaret Michael sig med en stemme der både var såret men også vred. Tony så først mistroisk på ham, men lod så pistolen pege ned mod gulvet igen.

”Tony, jeg ville ønske du ville give mig en chance for at være lykkelig med dig igen!” sagde Michael, i det Tony rejste sig fra stolen, og lod pistolen dumpe ned på gulvet med et hult bump. Michael lagde godt mærke til Marcus og Tylar der stod i døråbningen ind til stuen, men han var lige glad han tog Anthony i sine arme og deres læber mødtes i et kys som ingen kunne være i tvivler om at kun med ægte kærlighed kunne sådan en kys gives.

Af Fie Berdin – Okt. 2013