Vis
jeg skulle sætte ord på mine tanker, ville der ingen ord være, for
mit hoved er tomt og min krop fri fra følelser. Tanker og mindre
flyver gennem mit hoved som små glimt, uden at sætte sig fast, de
glemmes hurtigt igen. Min krop forsøger at give mig en følelse,
hurtige smerte jag her og der, men hurtig forsvinder de også igen,
hvad sker det med mig?
Det
føles som jeg drukner, drukner i stilhed, uden af kæmpe, er for
træt til at kæmpe i mod, hvad er mit mål, hvorfor skal jeg
forsætte med at kæmpe?
Igen
tåre, igen skyld følelse, ingen ting, bare hurtige tanker, tanker
med blod, mord, love, helte, håbløshed, forbandelse, vrede, angre,
hovmod og raseri. Hvordan kan jeg blive accepteret af andre når jeg
ikke kan acceptere den jeg er?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar