Huset

Føler mig tom, ingen tanker, ingen følelser, bare tom, Jeg er ikke sikker på hvornår den her tomhed blev en del af mig, jeg tro den har været en del af mig længe, der mangler noget i min hverdag.

Min krop er som en slidt hus, vis maling flager af, med snavset og trist sorte vinduer, med et gammel slidt tag, som truer med at falde sammen og lade de truende regn skyer skylde hele huset igennem.

For vært ord jeg skriver, føles det endnu mere tomt, som at kredse de sidste følelser og ord ud på papir uden at kunne eller vil stoppe dem. Tvinger det sidste af min sjæl ud på skrift, selv om det gør ond og virker forkert.

Regnen begynder at falde, huset tag knirker under dens tunge dråber, truer med at give efter til det øjeblik hvor det falder ned, åbner for tanker og følelser, regnen vasker de slidte vægge i alle værelserne, da regnen høre op, er der tomt og trist alle steder, igen steder at finde trøst.

Ordene strømmer blidt ud mellem mine finger, det er svært at vide hvad jeg skal skrive men af en eller anden grund så ved mine finger hvor de skal være og former ordene som ikke engang mit hoved kan finde, eller mine læber udtale. Er jeg stum? Er jeg dum?

Solen skinner et øjeblik, tørre væggene, men inden længe vil torden skyer sprede sig og truer mit hus igen, mit tomme og trist hus, med slidte vægge. Solen forsvinder lige så hurtig den kom, de grå skyer med regn og torden truer endnu en gang.

Jeg ønsker at mine finger kan vise mig vejen, fortælle mig hvad jeg skal gøre her fra men de giver mig mindre og mindre ord, ingen svar, kun tomme ord, hvad skal jeg gøre?