Pistoler
& Kærlighed
"Det
var jo ikke det jeg sagde" udbrød Marcus, efter fulgt af et
grin. "Men det var din kones opfattelse af det" forklaret
Michael og grinte af Marcus opfattelse. "14-10, Alka Street 46,
lejlighed 4" skrattet radioen. Med et tog Michael radioen i det
samme Marcus spurte "Er det ikke.." Men han nået ikke at
spøge om mere før Michael kaldt over radioen "Ditche back; vær
venlig at gentage adressen!" Marcus havde ikke behøvet et svar
fra Michael han ansigtsudtryk havde fortalt ham alt hvad han ville
vide så han vendte øjeblikkelig politibilen og satte hurtig i
retningen af adressen.
"Adressen
er; Alka Street 46, lejlighed 4." Svaret Ditche back, "Ditche
back, vi tage den, da vi kender personen" svaret Michael. "10-4,
Officer Taylor og Fins er på stedet jeg giver dem besked"
svaret Ditche back. Da de nået frem, var den første Michael fik øje
på en lyshåret kvinde der stod og græd mens hun knuget sine
hænder, han gik hen til hende. Men i det kvinden så ham løb hun
direkte ind i hans arme..
"Daisy,
hvorfor gør han det her?" Spurte Michael og holdt hende ud for
sig så han ku se hende i øjende. "Jeg ved det ikke han har
ikke ville snakke med mig i..." Svaret Daisy men Michael afbrød
hende og afsluttet hendes sætning "To måneder" Daisy så
overrasket på ham mens hun nikket.
"Fins!"
Råbte Marcus der havde stået lige bag Michael. Fins kom hen til
dem, i det Daisy gik væk fra dem. "Hvordan ser det ud der
oppe?" Spurte Marcus mens de gik hen til opgangen der førte op
til lejligheden. "Naboen hørte et skud omkring 16:40, da vi kom
16:47, hørte vi endnu et skud.." Forklaret Fins. "Hvad er
jeres strategi nu?" Spurte Marcus
"Han
sider i stuen med pistoler rettet mod hans hoved, Taylor er der oppe,
vi prøver at afholde ham fra at skyde hoved af sig selv ind til der
kommer en forhandler" afsluttet Fins i det samme de kom op til
lejligheden.
"Taylor
det her er Marcus og Michael" forklaret Fins lavt. Taylor bakket
lidt væk fra døren, og hilste på dem. ”Han virker rolig lige
nu!” forklaret Taylor lavt, i det Michael gøre mine til at nærme
sig den åbne dør ind til lejlighed nummer 4.
”Han
hedder Antony” tilføjet Fins i det Michael nået helt hen til
døråbning, ”det ved han godt” forklaret Marcus i det Fins
skulle til at gentage sig selv. Både Tylar og Fins kigget undrende
på på Marcus, der var jo ingen af dem der havde nævnt hans navn
før.
”Tony!”
kaldte Michael ind i den åbnede lejlighed, der var først en
rummende stilhed, før en grødet stemme spurte undrende ”Michael?”..
Michael smilte lidt for sig selv og svaret så ”Ja Tony det er
Michael”.
”hvad
siger du til at ligge pistolen og komme ud for at snakke med mig?”
spurte Michael. ”du er velkommen til at komme her ind!” svaret
Anthony efter en kort stilhed. Michael gik ud til Tylar, Fins og
Marcus der stod i opgangen og fulgte med. ”Fins få fat i Mrs
Jaculin, hendes adresse er Tinkstreet 32” forklaret Michael lavt
mens han først tog sin egen pistol op af dens hylster og rakte den
til Marcus før han tog sin vest, radio og pistol hylster af.
”hvad
har du tænkt dig at gøre?” spurte Tylar, i det han dog imod hans
vest, radio og pistol hylster. ”Snakke med ham” svaret Michael.
”skal
du ikke havde vest på?” spurte Tylar og rakte hans vest ud mod
ham, Michael rystet på hovedet og så Marcus ind i øjende. ”Selv
vis han skyder mig, så lad vær med at tage hans liv, det har han
ikke fortjent” Marcus så alvorlig på ham, men nikket til svar.
Tylar og Fins så vantro på ham, men Michael vente sig blot om mod
døren og gik ind i lejligheden, før han skulle til at gå ind i
stuen sagde han højt ”Tony jeg kommer ind nu!” i det han gik ind
i stuen så han Marcus liste ind i gangen.
Inde
i stuen sad Anthony i den ene lænestol, og havde rettet sin lille
kaliber 45 mod sit eget hovedet. ”Tony vil du ikke godt sænke din
pistol så vi kan snakke sammen?” uden at svare lod Anthony sin arm
synke ned på armlænet så pistol kom til at pege mod gulvet,
Michael tænke for sig selv af ifølge tekst bogen, ville hans mål
være at få pistolen fra Anthony, men Michael viste at selv om han i
normale omstændigheder ville havde gjort var det ikke noget han vil
gøre over for Anthony.”hvorfor vil du pludselig blæse dit eget
hovedet af?” spurte Michael, og så på Anthony, der ikke ville
lade ham få øjenkontakt med ham. ”Hvad ved kommer det dig?”
spurte Anthony, og for første gang i den tid han havde kendt ham,
kunne han høre et undertrykt had i hans stemme. ”fordi min bedste
ven forsøger at blæse sit eget hoved af” svaret han brysk uden at
afsløre at han havde lagt mærke til Anthonys vrede. ”Ven!?”
udbrød Anthony sarkastisk og så Michael vredt ind i øjende. Mens
han i det samme affyret endnu én skud fra sin pistol som stadig var
vendt lige ned i gulvet, Michael rørte sin ikke ud af stedet eller
fjernet sin øjenkontakt med Anthony. ”Alt okay!” råbte han ud
til Marcus der stod i gangen med sin pistol klar, og Taylor der stod
ude i opgangen også med sin pistol klar.
”lig
den pistol fra dig og gå ned til Daisy, hun står og er helt græde
færdig!” udbrød Michael, da Anthony så væk igen. ”Michael gå
din vej så jeg kan blæse mit hoved af” sagde Anthony træt, og
rettet pistol mod hans hoved igen. ”nej Tony jeg bliver her til du
ligger den pistol fra dig” svaret Michael og gik et skidt tætter
på Anthony. ”hvad betyder det for dig.. du har jo Julie!” udbrød
Anthony, Michael lagde mærke til en tåre der løb hurtigt ned over
Anthony ene kind, og det gik op for ham at han var skyld i af Anthony
sad her i dag. Det gjorde ondt dybt inde i ham. ”ja men det betyder
ikke at vi kan forblive venner” svaret Michael og tog endnu en
lille skidt hen mod ham.
”Jeg
husker den dag du fortalt mig, at du ville fri til hende. Jeg blev så
vred på dig og råbte ting jeg ikke burde, men mest af alt så følte
jeg det som om du havde ødelagt mig..” fortalte Anthony, men en
trist grødet stemme. Efter en kort pause forsatte han ”jeg gav dig
mit hjerte i hånden, og du valgte at kvæle det med alt din kræft.
Bare fordi du ikke kan fortælle dine venner og familie sandheden”
i det Michael ikke sagde et ord, så Anthony op på ham, og til hans
egen overraskelse kunne han mærke et par tåre forlade hans
øjenkrog, ”Jeg er virkelig ked af at jeg ødelagde dig, men vis du
trykker af nu kommer jeg aldrig til at kunne gøre det op for dig”
svaret Michael efter at havde rømmet sig.
”du
skal giftes så du kan aldrig gøre det op for mig” udbrød Anthony
vred og trykket mundingen af sin pistol hård ind mod sit hoved. ”jeg
kunne ikke fri til Julie!” svaret Michael irriteret mens han
forsøgte at undertrykke sin håndløshed. ”hvorfor ikke?” spurte
Anthony overrasket og så ham ind i øjende, og nu kunne Michael ikke
hold sin tåre tilbage længer, ”fordi jeg indså at..” forsøgte
Michael, men måtte stoppe op og trække vejret dybt før han
forsatte fordi det er dig jeg elsker!” Anthony så først så
overrasket på han, at han helt glemte sin pistol og derved igen
vente den mod gulvet et kort øjeblik før han ansigtsudtryk
forvandlet sig til vrede og han igen rettet sin pistol mod sit hoved.
”du var glad sammen med Julie.. så jeg tror ikke på dig!”
udbrød Anthony.
”den
eneste grund til at jeg var sammen med Julie, var frygten for hvad
min familie og venner ville sige og tænke om mig.. Men jeg har
fundet ud af at det ikke er værd at leve vis man ikke kan elske den
person man elsker!” forsvaret Michael sig med en stemme der både
var såret men også vred. Tony så først mistroisk på ham, men lod
så pistolen pege ned mod gulvet igen.
”Tony,
jeg ville ønske du ville give mig en chance for at være lykkelig
med dig igen!” sagde Michael, i det Tony rejste sig fra stolen, og
lod pistolen dumpe ned på gulvet med et hult bump. Michael lagde
godt mærke til Marcus og Tylar der stod i døråbningen ind til
stuen, men han var lige glad han tog Anthony i sine arme og deres
læber mødtes i et kys som ingen kunne være i tvivler om at kun med
ægte kærlighed kunne sådan en kys gives.
Af
Fie Berdin – Okt. 2013
Ingen kommentarer:
Send en kommentar