Mere end bare venner [Novelle]

Mere end bare venner

Vi har været venner så langt tilbage jeg kan huske. Men sidste sommer, gik det op for mig hvor meget jeg elsker ham. Jeg tør ikke gøre noget ved det i frygt for at miste ham helt. Men af stå her og se ham slå sig løs på danse gulvet med glubske kvinder omkring sig, slå mig langsomt ihjel. Han lyse hår og veltrænet figur for ham til at se utrolig hot ud.
Med et slog musikken over i nogle rolige blide toner og han begyndte at danse tæt med den ene af kvinderne, men i det musikken igen begyndte af hæve tempoet forsvandt han med kvinden i hælende og vendte først tilbage 20 minutter senere.
Det var ikke en spor gåde hvad han fortog sig, for han fortalte mig altid alle detaljerne på vej hjem til den lejlighed vi delte sammen, og den her aften var ikke anderledes end ellers.

Da vi begav os hjem et sted efter midnat, pludret han løs som altid.

Pludselig stoppet han og gloret vredt på mig, ”du høre jo ikke hvad jeg siger David!” jeg stoppet op og så på ham, i det øjeblik overvejret jeg at fortælle ham at jeg elsket ham.

”undskyld, Leon jeg er bare træt!” sagde jeg i stedet. Leon smilte skævt til mig, og lagde hans hånd på min skuldre. ”lad os komme hjem og i seng” sagde han før han gik vider. Jeg sukket lydløs og fulgte efter ham, hvorfor havde jeg ikke modet til at fortælle ham det?

”Hvorfor gør du det vær gang vi er ude?” spurte jeg, David stoppet brat, og vendte sig mod mig, ”Hvad mener du?” spurte Leon og så spørgende på ham. ”Jeg mener bare hvorfor gider du at..” begyndte jeg, men kunne ikke færdig gøre min sætning. Leon måtte havde forstået hvor jeg ville hen med mit spørgsmål for han afsluttet min sætning ”knalde kvinde efter kvinde?” jeg nikket lidt utilpas. ”Hvorfor spørg du?.. du vil måske også havde nogle af dem?” spurte han drilsk efter en kort pause. ”Nej det er ikke derfor jeg spørg” svaret jeg lidt tøvende. Jeg havde bevæget mig ind på usikker grund, med mine spørgsmål.

”det ved-kommer da ikke dig!” svaret Leon vredt. Jeg kunne mærke min egen usikkerhed og vrede stige op i min krop som en eksplosion, og før jeg nået at tænke mig om fik jeg sagt ”hvad har du og bevise, jeg ved du kan få én vær du vil havde” Leon så først forvirret ud, men så blev han også lige så vred som jeg følte mig, ”Hvad fanden ragere det dig, ved jeg er sammen med!?” jeg så det ikke komme, men pludselig høre jeg mine læber sige ordende ”fordi jeg elsker dig!” Leon så overrasket på mig, men smilte så ”du ved da at jeg altid har set dig som en bror” sagde han. Jeg var stadig vred, og det hjalp ikke spor da Leon lade sin hånd på min skuldre. ”lad os gå hjem!” sagde Leon, og vendte ryggen til mig. ”NEJ!” udbrød jeg og blev overrasket over hvor vred jeg var. Leon vendte sig uforstående mod mig. ”Jeg elsker dig” sagde jeg med tryk på værd ord, så han ikke kunne misforstår det den her gang. Leon stod med let åben mund, og så på ham. Og til min egen frygt kunne jeg mærke mine tåre løbe ned af mine kinder. Jeg tog et skidt mod Leon, men i det samme gik han et skidt tilbage, uden at fjerne øjende fra mig. Det føltes som flere knive der gennemboret mit hjerte. Uden at se mig tilbage drejet jeg om på hælen og hastet væk fra Leon der blev stående. Jeg ønsket bare at komme væk, væk fra Leons overrasket ansigt. Jeg lukket øjende et øjeblik for at få synet væk af ham.

Pludselig forsvandt jorden under mig, og jeg faldt ned af trapperne, jeg var gået mod parken, men var kommet til at overse trappen ned til pladsen ved vandfaldet. Jeg ramte beton jorden for enden af trappen, med et hårdt bump der slog alt luften ud af mig. Jeg blev liggende, og mærkede kulden fra jorden trænge gennem min tynde skjorte og helt ind i min brystkasse. Jeg ved ikke hvor længe jeg blev liggende der på jorden på da jeg hæv mig op at side, smertes mine ribben så meget af jeg tabte luften, og måtte side stille et øjeblik i det smerten fik det til at sortnede for mine øjende.

Jeg kæmpet mig på benene igen. Med stor besvær begav jeg mig hjem ad. Men smerten i min brystkasse og min ankel gjorde det ikke nemt for mig, at bevæge mig. Jeg måtte stoppe flere gange for at få pusten.

Da jeg nået frem til gaden hvor jeg boet, var jeg så udmattet at jeg måtte læne mig op af det træ der stod på hjørnet, men det sortnede så meget for mine øjende af jeg knap kunne se noget, så jeg sank ned på jorden og sad op af træet. Pludselig hørte jeg Leons stemme kalde på mig, men jeg var så langt fra min krop af jeg hverken kunne se, føle eller høre hvad der skete omkring mig. Det næste jeg husker er sløret billeder af Leons bekymrende ansigt, og nogle personer i hvide kitler jeg ikke kendte. Jeg forsøgte at spørge Leon hvorfor han var så bekymrede, men mine læber kunne ikke formulere mine ord rigtig, så det lød blot en som mumlende. Men det måtte havde fanget den ene af de hvide kitlers opmærksomhed, for en kvinde bøjet sig let over mig og sagde ”Mr McStir, kan du fortælle os hvad der er sket med dig?” jeg vendte hovedet i forsøg på at se Leon igen, men han var ingen steder at se, kvinden spurte igen om jeg kunne huske hvad der var sket, men mit hoved ville ikke rigtig fungere. Jeg følte mig bange, og ville bare være i nærheden af Leon.

Leon hvor var du? Jeg forsøgte at rejse mig, men de hvide kitler hold mig nede, det gjorde mig endnu mere bange. Jeg forsøgte at kalde på Leon, men ordene blev til nogle underlige lyde, pludselig stod Leon ved min side, han så bekymrede på mig, mens kvinden sagde noget til ham som jeg ikke forstod. Men Leon nikket bare og lagde sin hånd på mit hovedet, ”David, kan du fortælle mig hvad der er sket?” hans ord gav ingen mening for mig, og smerten i brystkassen fik endnu engang min øjende til at sortnede, Leon måtte have lagt mærke til det for han lagde begge sine hænder omkring mit hovedet og spurte langsomt ”Hvordan er du kommet til skade?” hans ord trange langsomt ind. Jeg fik frem stammet ”faldt.. trappe” før alting igen blev sort.

Da jeg næste gang åbner mine øjende, befandt jeg mig i et hvidt rum, kun oplyst af en enkel lampe i det ene hjørne, der var maskiner på værd side af den seng jeg lå i, det gik op for mig at jeg måtte være på hospitalet, men hvorfor? Jeg forsøgte at sætte mig op i senge, men med et jog et smerte helved igennem hele min krop, og det sortnede endnu engang for min øjende. Da jeg kunne se og høre noget igen, stod den kvinde fra før ved min side og lagde sine arme på min skuldre mens hun smilte overbærende. Jeg sank ned i sengen igen. ”Mr McStir, kan du huske noget fra før du besvimet?” spurte hun, mens hun undersøgte mig. Jeg forsøgte at tænke tilbage på hvad der var sket. ”jeg skændtes med Leon, ville bare væk... jeg så ikke trappen, faldt ned af den” forklaret jeg, mens jeg forsøgte at trækkevejret mindre besværligt. Sygeplejsken nikket genkendeligt, og smilte venligt til mig. ”du har brækket to ribben og forstuvet din ankel, men alt i alt er det heldig sluppet” forklaret kvinden. ”du havde nogle indre blødninger, og blev opereret for dem, men du skal nok komme dig hurtigt” tilføjet hun med et smil.

Da hun forlod rummet, stod Leon i døren. ”hej!” sagde han efter en rum stilhed mellem dem, ”hej” svaret jeg, men følte det ret akavet mellem os, vores skænderi stod stadig helt klart i min hukommelse. ”Jeg har snakket med dine forældre, de kommer i morgen” sagde Leon lidt genert. ”tak” svaret jeg kort for hovedet. ”undskyld, jeg var sådan en nar!” udbrød Leon, i det han kom ind og satte sig i stolen ved siden af mig. ”jeg skulle ikke havde kommet sådan ud over dig” svaret jeg og fortrød at jeg havde fortalt Leon at jeg elsket ham. ”vis det er sådan du føler, skal du ikke undskylde det.. jeg har været for tyk hoved til at se det.. og jeg forstå nu at jeg har såret dig gang på gang...” udbrød Leon, mens han snublet let over ordene. Jeg viste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre jeg lå bare på sengen og så på ham. ”kan du tilgive mig?” spurte han og pustet ud. ”ja selvfølgelig, du er min bedste ven!” svaret jeg, og lukket øjende et øjeblik, det havde gjort mere ond at indse at vi kun var venner og ikke mere end det. Pludselig mærket jeg Leons hånd på siden at mit hoved, jeg ture ikke åbnede mine øjende. ”da jeg så dig synke sammen ved det træ, blev jeg så bange.. ” begyndte Leon, Jeg åbnet øjende og så lige ind i Leons øjende ”for tanken om at miste dig, gjorde mig så bange, at jeg indså hvor meget jeg også elsker dig.. og altid har gjort det” sluttet Leon. Hvor efter vores læber mødtes.

Af Fie Berdin – okt. 2013