Mere
end bare venner
Vi
har været venner så langt tilbage jeg kan huske. Men sidste sommer,
gik det op for mig hvor meget jeg elsker ham. Jeg tør ikke gøre
noget ved det i frygt for at miste ham helt. Men af stå her og se
ham slå sig løs på danse gulvet med glubske kvinder omkring sig,
slå mig langsomt ihjel. Han lyse hår og veltrænet figur for ham
til at se utrolig hot ud.
Med et slog musikken over i nogle rolige
blide toner og han begyndte at danse tæt med den ene af kvinderne,
men i det musikken igen begyndte af hæve tempoet forsvandt han med
kvinden i hælende og vendte først tilbage 20 minutter senere.
Det
var ikke en spor gåde hvad han fortog sig, for han fortalte mig
altid alle detaljerne på vej hjem til den lejlighed vi delte sammen,
og den her aften var ikke anderledes end ellers.
Da
vi begav os hjem et sted efter midnat, pludret han løs som altid.
Pludselig
stoppet han og gloret vredt på mig, ”du høre jo ikke hvad jeg
siger David!” jeg stoppet op og så på ham, i det øjeblik
overvejret jeg at fortælle ham at jeg elsket ham.
”undskyld,
Leon jeg er bare træt!” sagde jeg i stedet. Leon smilte skævt til
mig, og lagde hans hånd på min skuldre. ”lad os komme hjem og i
seng” sagde han før han gik vider. Jeg sukket lydløs og fulgte
efter ham, hvorfor havde jeg ikke modet til at fortælle ham det?
”Hvorfor
gør du det vær gang vi er ude?” spurte jeg, David stoppet brat,
og vendte sig mod mig, ”Hvad mener du?” spurte Leon og så
spørgende på ham. ”Jeg mener bare hvorfor gider du at..”
begyndte jeg, men kunne ikke færdig gøre min sætning. Leon måtte
havde forstået hvor jeg ville hen med mit spørgsmål for han
afsluttet min sætning ”knalde kvinde efter kvinde?” jeg nikket
lidt utilpas. ”Hvorfor spørg du?.. du vil måske også havde nogle
af dem?” spurte han drilsk efter en kort pause. ”Nej det er ikke
derfor jeg spørg” svaret jeg lidt tøvende. Jeg havde bevæget mig
ind på usikker grund, med mine spørgsmål.
”det
ved-kommer da ikke dig!” svaret Leon vredt. Jeg kunne mærke min
egen usikkerhed og vrede stige op i min krop som en eksplosion, og
før jeg nået at tænke mig om fik jeg sagt ”hvad har du og
bevise, jeg ved du kan få én vær du vil havde” Leon så først
forvirret ud, men så blev han også lige så vred som jeg følte
mig, ”Hvad fanden ragere det dig, ved jeg er sammen med!?” jeg så
det ikke komme, men pludselig høre jeg mine læber sige ordende
”fordi jeg elsker dig!” Leon så overrasket på mig, men smilte
så ”du ved da at jeg altid har set dig som en bror” sagde han.
Jeg var stadig vred, og det hjalp ikke spor da Leon lade sin hånd på
min skuldre. ”lad os gå hjem!” sagde Leon, og vendte ryggen til
mig. ”NEJ!” udbrød jeg og blev overrasket over hvor vred jeg
var. Leon vendte sig uforstående mod mig. ”Jeg elsker dig” sagde
jeg med tryk på værd ord, så han ikke kunne misforstår det den
her gang. Leon stod med let åben mund, og så på ham. Og til min
egen frygt kunne jeg mærke mine tåre løbe ned af mine kinder. Jeg
tog et skidt mod Leon, men i det samme gik han et skidt tilbage, uden
at fjerne øjende fra mig. Det føltes som flere knive der
gennemboret mit hjerte. Uden at se mig tilbage drejet jeg om på
hælen og hastet væk fra Leon der blev stående. Jeg ønsket bare at
komme væk, væk fra Leons overrasket ansigt. Jeg lukket øjende et
øjeblik for at få synet væk af ham.
Pludselig
forsvandt jorden under mig, og jeg faldt ned af trapperne, jeg var
gået mod parken, men var kommet til at overse trappen ned til
pladsen ved vandfaldet. Jeg ramte beton jorden for enden af trappen,
med et hårdt bump der slog alt luften ud af mig. Jeg blev liggende,
og mærkede kulden fra jorden trænge gennem min tynde skjorte og
helt ind i min brystkasse. Jeg ved ikke hvor længe jeg blev liggende
der på jorden på da jeg hæv mig op at side, smertes mine ribben så
meget af jeg tabte luften, og måtte side stille et øjeblik i det
smerten fik det til at sortnede for mine øjende.
Jeg
kæmpet mig på benene igen. Med stor besvær begav jeg mig hjem ad.
Men smerten i min brystkasse og min ankel gjorde det ikke nemt for
mig, at bevæge mig. Jeg måtte stoppe flere gange for at få pusten.
Da jeg
nået frem til gaden hvor jeg boet, var jeg så udmattet at jeg måtte
læne mig op af det træ der stod på hjørnet, men det sortnede så
meget for mine øjende af jeg knap kunne se noget, så jeg sank ned
på jorden og sad op af træet. Pludselig hørte jeg Leons stemme
kalde på mig, men jeg var så langt fra min krop af jeg hverken
kunne se, føle eller høre hvad der skete omkring mig. Det næste
jeg husker er sløret billeder af Leons bekymrende ansigt, og nogle
personer i hvide kitler jeg ikke kendte. Jeg forsøgte at spørge
Leon hvorfor han var så bekymrede, men mine læber kunne ikke
formulere mine ord rigtig, så det lød blot en som mumlende. Men det
måtte havde fanget den ene af de hvide kitlers opmærksomhed, for en
kvinde bøjet sig let over mig og sagde ”Mr McStir, kan du fortælle
os hvad der er sket med dig?” jeg vendte hovedet i forsøg på at
se Leon igen, men han var ingen steder at se, kvinden spurte igen om
jeg kunne huske hvad der var sket, men mit hoved ville ikke rigtig
fungere. Jeg følte mig bange, og ville bare være i nærheden af
Leon.
Leon
hvor var du? Jeg forsøgte at rejse mig, men de hvide kitler hold mig
nede, det gjorde mig endnu mere bange. Jeg forsøgte at kalde på
Leon, men ordene blev til nogle underlige lyde, pludselig stod Leon
ved min side, han så bekymrede på mig, mens kvinden sagde noget til
ham som jeg ikke forstod. Men Leon nikket bare og lagde sin hånd på
mit hovedet, ”David, kan du fortælle mig hvad der er sket?” hans
ord gav ingen mening for mig, og smerten i brystkassen fik endnu
engang min øjende til at sortnede, Leon måtte have lagt mærke til
det for han lagde begge sine hænder omkring mit hovedet og spurte
langsomt ”Hvordan er du kommet til skade?” hans ord trange
langsomt ind. Jeg fik frem stammet ”faldt.. trappe” før alting
igen blev sort.
Da jeg
næste gang åbner mine øjende, befandt jeg mig i et hvidt rum, kun
oplyst af en enkel lampe i det ene hjørne, der var maskiner på værd
side af den seng jeg lå i, det gik op for mig at jeg måtte være på
hospitalet, men hvorfor? Jeg forsøgte at sætte mig op i senge, men
med et jog et smerte helved igennem hele min krop, og det sortnede
endnu engang for min øjende. Da jeg kunne se og høre noget igen,
stod den kvinde fra før ved min side og lagde sine arme på min
skuldre mens hun smilte overbærende. Jeg sank ned i sengen igen. ”Mr
McStir, kan du huske noget fra før du besvimet?” spurte hun, mens
hun undersøgte mig. Jeg forsøgte at tænke tilbage på hvad der var
sket. ”jeg skændtes med Leon, ville bare væk... jeg så ikke
trappen, faldt ned af den” forklaret jeg, mens jeg forsøgte at
trækkevejret mindre besværligt. Sygeplejsken nikket genkendeligt,
og smilte venligt til mig. ”du har brækket to ribben og forstuvet
din ankel, men alt i alt er det heldig sluppet” forklaret kvinden.
”du havde nogle indre blødninger, og blev opereret for dem, men du
skal nok komme dig hurtigt” tilføjet hun med et smil.
Da hun
forlod rummet, stod Leon i døren. ”hej!” sagde han efter en rum
stilhed mellem dem, ”hej” svaret jeg, men følte det ret akavet
mellem os, vores skænderi stod stadig helt klart i min hukommelse.
”Jeg har snakket med dine forældre, de kommer i morgen” sagde
Leon lidt genert. ”tak” svaret jeg kort for hovedet. ”undskyld,
jeg var sådan en nar!” udbrød Leon, i det han kom ind og satte
sig i stolen ved siden af mig. ”jeg skulle ikke havde kommet sådan
ud over dig” svaret jeg og fortrød at jeg havde fortalt Leon at
jeg elsket ham. ”vis det er sådan du føler, skal du ikke
undskylde det.. jeg har været for tyk hoved til at se det.. og jeg
forstå nu at jeg har såret dig gang på gang...” udbrød Leon,
mens han snublet let over ordene. Jeg viste ikke hvad jeg skulle sige
eller gøre jeg lå bare på sengen og så på ham. ”kan du tilgive
mig?” spurte han og pustet ud. ”ja selvfølgelig, du er min
bedste ven!” svaret jeg, og lukket øjende et øjeblik, det havde
gjort mere ond at indse at vi kun var venner og ikke mere end det.
Pludselig mærket jeg Leons hånd på siden at mit hoved, jeg ture
ikke åbnede mine øjende. ”da jeg så dig synke sammen ved det
træ, blev jeg så bange.. ” begyndte Leon, Jeg åbnet øjende og
så lige ind i Leons øjende ”for tanken om at miste dig, gjorde
mig så bange, at jeg indså hvor meget jeg også elsker dig.. og
altid har gjort det” sluttet Leon. Hvor efter vores læber mødtes.
Af
Fie Berdin – okt. 2013