på kanten

Mit hoved dunker som bare fandens, og tårnede og hulken bliver bare ved, den alkohol jeg har i glasset har en ækel smag, men drikker det fordi jeg ved af.. ja jeg ved ikke en skid men håber på at det vil få mine tåre til at forsvinde, det brænder i halsen men det er vel også det eneste jeg føler, jeg ved ikke hvorfor jeg græder men jeg ved af det som de sagde og gjorde overrasket mig og det føltes som at få en mavepuster uden lige.

Hvorfor bliver jeg overrasket og mega ked af det vær gang? Jeg ved jo de ikke stoler på mig.. jeg ved jo af... jeg ved af mit liv stinker og af jeg en taber uden lige, det behøver folk ikke fortælle mig.. jeg ved det..

Det er langtid siden jeg har grædt, og det er lang tid siden af jeg virkelig har følt mig såret, nok mest af alt fordi jeg aldrig føler noget mere.. jeg føler ikke glæde eller surhed. Når jeg endelig kan mærke noget inden i mig selv så er det altid irritation eller et hurtig snap af frygt. Frygt for hvad ved jeg ikke måske de tanker der gerne følger med tårnede..

vis jeg virkelig er bange for noget så er dem, jeg ved hvor de har fået mig hen før, jeg kender vejen der hen, det er som en vej man har gået en million gange før.

Jeg gad ikke engang af forsøge at få dem til at forstå den her gang, har haft nogle dårlige uger og jeg ved hvad det næste skridt på vej er.. ikke engang skolen har jeg af støtte mig til mere..

dem der lyttet til mig før hen, hvor er de nu?

Ganske stille føles det som en gammel kendt vej!

Jeg vil gerne stoppe, men kan ikke?

mine tanker forsætter selv om min hjerne siger nej!

Frygten tage til, men den der kunne stoppe dem før er væk?

Et flygtigt øjeblik, for jeg tvunget min tanker væk!

Men med et er de igen på vej tilbage til hylden?

Frygten tage til, drikker en tår til af alkoholen!

Ønsker stille tårnede vil blive ved og holde mine finger beskæftige

men tanker vandre og tårnede stilner, frygten stiger!

Jeg vil ikke, men trangen er der, tankerne præses på!

Hjælp, jeg vil ikke, hvorfor kan jeg ikke stoppe.

Hovedet dunker, er tom inden i.

tankerne låst fast til hylden, prøver et sidste forsøg.

Vil ikke, øjende brandet et øjeblik, men tankerne gør dem tørre.

Ville havde tilføjet endnu et vers, men vil ikke havde folk til at råbe op, ja jeg tænker på pillerne på hylden og alkoholen i mit glas, jeg ved endnu ikke om jeg gør noget ved det, ønsker i mit hoved af jeg ikke gør det denne gang men fristen er der, mit hoved er blevet tunger af alle tårnede, men bliver ved at skrive bare side og skrive, det holder mig vågen og væk fra dem.

Jeg ved ikke hvor længe jeg kan klare det den her gang, er bare så skuffet dels over mig selv og mine forældre, over mindre forældre fordi de ikke tro på mig, men også mindst lige så meget over mig selv fordi jeg troet de kunne ændre deres opfattelse af hvem jeg er som person. 

der skulle ikke meget til at skubbe mig over kanten denne gang. har jeg overhoved forbedre mig? er jeg mere vilje stærk eller er det en illusion for at udsætte det uangribeligt?